PDF Print E-mail
Godt nytår 2010

Kære Medlem.

Bestyrelsen for Mandela Center Danmark vil hermed gerne ønske dig og dine et rigtig Godt Nytår og takke for din støtte i året der er gået.

I april 2009 takkede Hardy Hansen af som vores næstformand og Rikke Forchhammer trådte ind på denne plads igen, og vores kasserer, Kaj Olsen og to af bestyrelsens medlemmer takkede af. Nye kræfter kom til, således at vi sammen i året der er gået, har arbejdet os støt fremad mod realiseringen af vores fælles drøm, - at etablere et center i taknemmelig erindring om, den største nulevende statsmand, Nelson Mandela, og hans eksempel og tanker om fred og forsoning mellem mennesker.

Året har været præget af bestyrelsens mange aktiviteter - herunder deltagelse i andre organisationers aktiviteter, som vi er blevet inviteret til. Blandt vore egne aktiviteter er :- bestyrelsens medlemmer har holdt diverse foredrag, vi har afholdt møder med en projektudviklings konsulent og dertil kommer vores 4 PH-Café møder.

Formanden har været i Sydafrika - og besøgt mulige samarbejds partnere på sin rejse til Sydafrika, både blandt institutioner, Nelson Mandela Foundation, South Africa Historical Archives, Robben Island former prisoners Forum, diverse NGO´ere, og de større danske virksomheder i Sydafrika.

Vi har haft en fonds-arbejdsgruppe nedsat, med det mål at finde finansiering til Center løsningen, og til vores diverse aktiviteter.

Vi har haft en Visions og Projekt udviklings gruppe nedsat, en vedtægtsgruppe, og endelig har vi arbejdet med at få opdateret vores materialer med et engelsk sproget indstik til vores pjece, samt med at få vores hjemmeside www.mandelacenter.dk til løbende at afspejle de henvendelser vi får, og de møder vi har afviklet.

Mandela Center Danmark har mange planer for det nye arbejdsår - forhandlinger med andre frivillige organisationer om at etablere et center og aktivitets sted, hvor også Mandela Center Danmark vil kunne have til huse - at få ansat en projekt manager, og derudover også 4 café- arrangementer i 2010 - med mennesker, som alle har været udsendt fra Danmark, for at deltage i forsoningsarbejde og demokratiopbygning rundt om i verden. Vi har planer om Mandela Lectures i samarbejde med Folkeuniversitetet m.m.

Alt dette, og meget mere vil vi glæde os til at fortælle om, på vores næste generalforsamling den 19. april i PH-Cafeen. Herom vil du få nærmere besked.

Vi har fået oparbejdet troværdighed og bredde og opnået sponsor-støtte til vores forskellige arrangementer, hvilket vi er meget taknemmelige for og hermed vil benytte lejligheden til, at takke for.

Vi arbejder forsat med stor gejst og glæde, for at realisere målet med et fysisk center - og dertil har vi brug for al din støtte, både med et kontingent, og med aktiv deltagelse, når vi kalder i det nye år - og til at skaffe nye medlemmer.

Sammen har vi en drøm - om en fredeligere verden i 2010 - og den begynder her - med dig og mig.

Godt Nytår - og på gensyn i det nye år!

Helle Degn
Formand