|
Deres Majestæter, Deres Højheder, ærede gæster, kammerater og venner.
I dag giver vi alle ved vores tilstedeværelse her og ved fester i andre dele af landet og i resten af verden udtryk for glæden og håbet ved vores nyvundne frihed. Efter at have gennemlevet en usædvanlig menneskelig katastrofe, der har varet alt for længe, må der opstå et samfund, som hele menneskeheden kan være stolt af.
Vores daglige gerninger som almindelige sydafrikanere skal skabe en sydafrikansk virkelighed, som vil forstærke menneskehedens tro på retfærdighed, styrke tilliden til det gode i mennesker og støtte vores håb om et godt liv for alle. Alt dette skylder vi både os selv og alle de mennesker, som er så rigt repræsenteret her i dag.
Til mine landsmænd vil jeg ikke undlade at sige, at hver enkelt af os er lige så tæt forbundet med jorden i dette smukke land som de berømte jacaranda-træer i Pretoria og mimoserne i Bushveld.
Hver gang en af os rører jorden i dette land, føler vi en slags personlig fornyelse. Det nationale humør ændrer sig i takt med årstiderne.
Vi overvældes af glæde og opstemthed, når græsset bliver grønt og blomsterne springer ud.
Den spirituelle og fysiske kontakt, vi alle har til dette land, forklarer dybden af den smerte, vi alle havde i vores hjerter, da vi så vores land blive sønderrevet af en forfærdelig konflikt, og da vi så det hånet, gjort fredløst og isoleret af verdens befolkninger, lige netop fordi det er blevet den universelle base for en skadelig ideologi, racisme og racistisk undertrykkelse.
Vi, Sydafrikas befolkning, føler, at menneskeheden har taget os til sig igen, at vi, der for ikke så længe siden var fredløse, i dag har fået det sjældne privilegium at være vært for verdens nationer på vores egen jord.
Vi takker alle vores ærede internationale gæster for sammen med befolkningen i vores land at hylde det, der trods alt er en fælles sejr for retfærdighed, fred og menneskelig værdighed.
Vi tror på, at I fortsat vil bistå os, når vi tager fat på udfordringerne forbundet med at skabe fred, fremgang og demokrati uden køns- eller racediskrimination. Vi er dybt taknemmelige for den rolle, som vores befolkning og de politiske, demokratiske, religiøse, kvindelige, unge, erhvervsmæssige, traditionelle og andre ledere har spillet for at nå hertil. Jeg vil ikke mindst nævne min vicepræsident, den ærede F.W. de Klerk.
Vi vil også gerne takke vores sikkerhedsstyrker af enhver rang for den rolle, de har spillet i forbindelse med at sikre vores første demokratiske valg og overgangen til demokrati mod blodtørstige styrker, som stadig nægter at se lyset.
Det er blevet tid til at slikke sårene.
Tid til at bygge bro over de kløfter, som deler os.
Tid til genopbygning.
Vi har endelig opnået vores politiske frigørelse. Vi lover os selv at befri hele vores befolkning fra fortsat fattigdom, afsavn, lidelse, køns- og anden diskrimination.
Det lykkedes os at tage vores sidste skidt mod frihed under relativt fredelige forhold. Vi forpligter os til at etablere total, velfortjent og vedvarende fred.
Vores anstrengelser med at skabe håb hos millioner af sydafrikanere har båret frugt. Vi har påtaget os den forpligtelse at opbygge et samfund, hvor alle sydafrikanere, både sorte og hvide, stolte og uden frygt er sikret deres ret til menneskeværdighed en regnbuenation med fred internt og over for resten af verden.
Som et bevis på denne forpligtelse til at forny vores land vil den nye midlertidige National Unity-regering omgående tage fat på at opnå amnesti for forskellige kategorier af vores befolkning, som i øjeblikket afsoner fængselsstraffe.
Vi dedikerer denne dag til alle de helte og heltinder her i landet og i resten af verden, som ofrede så meget og gav deres liv, så vi kunne blive frie.
Deres drømme er blevet opfyldt. Frihed er deres belønning.
Vi er både ydmyge og opstemte over den ære og det privilegium, som I, Sydafrikas befolkning, har tildelt os og mig i rollen som den første præsident for et forenet, demokratisk, ikke-racistisk og ikke-kønsdiskriminerende Sydafrika til at føre vores land ud af mørket. Vi ved, at vejen til frihed ikke er nem.
Vi ved også, at ingen af os kan opnå succes alene. Vi skal derfor stå sammen som ét folk for at skabe national harmoni, opbygge nationen og etablere en ny verden.
Lad alle nyde retfærdighed.
Lad alle nyde fred.
Lad alle få arbejde, brød, vand og salt.
Lad alle vide, at deres krop og sjæl er blevet frigjort, så de kan opnå deres mål.
Dette smukke land skal aldrig, aldrig nogensinde igen opleve undertrykkelse og lide den uværdighed at være udstødt af verden.
Lad friheden råde. En så fantastisk menneskelig bedrift vil aldrig blive glemt!
Gud velsigne Afrika! Mange tak.
Link til talen på engelsk

|