Mandela

Åbningstale af Jørgen Estrup ved tribunal om Israel og Folkeretten -
Med fokus på palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab
Weekend 26. – 27.januar 2008 i København

På vegne af Human Rights March, Mandela Center Danmark og FN-forbundet i Danmark vil jeg gerne byde alle velkommen til dette to dages tribunal om behandlingen af palæstinensiske kvinder og børn, som er fængslet, interneret eller på anden måde tilbageholdt i israelsk fangenskab.

En særlig velkomst skal lyde til vores internationale gæster – til de vidner, som har rejst langt og for nogles vedkommende har måttet kæmpe en sej kamp for overhovedet at få det visum på plads, som gjorde deltagelse i tribunalet mulig. Deres oplevelser og erfaringer er selve grundlaget for weekendens tribunal – men også til de internationale eksperter, som har følt denne sag så vigtig, at de har villet stille deres ekspertise til rådighed og dermed sikre kvaliteten i den procedure, vi nu åbner. Vi kan ikke påberåbe os en domstols myndighed, men vi kan bestræbe os på, at vores forhandlinger og vurderinger består den ‘kvalitets-test’, som er nødvendig for at give tribunalet vægt i offentligheden.

Et hjerteligt velkommen også til tribunalets panel, som med sin viden og indsigt ligeledes har en afgørende betydning for resultatet af weekendens forhandlinger. Vi er taknemmelige for, at I har villet tage denne vanskelige opgave på jer. Tribunalet skal ikke forholde sig til, om kvinder og børn er skyldige i det, de anklages/dømmes for, men udelukkende til den behandling de udsættes for af de israelske myndigheder.

Endelig og ikke mindst hjertelig velkommen til alle, som har villet sætte tid af i denne weekend til at følge tribunalet og dermed markere vigtigheden af, at menneskerettighederne respekteres i Palæstina.

Man indkalder ikke til et tribunal som dette uden at have meget stærke indikationer for, at der eksisterer et dybt alvorligt problem: beretningerne om krænkelser af menneskerettighederne for kvinder og børn i israelsk fangenskab er mangfoldige og stærkt foruroligende.

John Dugard, FN’s særlige rapportør for situationen for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder siden 1967, dvs. Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, har d.17. august 2007, afgivet rapport til generalsekretæren og til FN’s generalforsamling. Han oplyser, at der på det pågældende tidspunkt var over 10.000 palæstinensiske fanger i israelske fængsler, herunder 116 kvinder og 380 børn. Til illustration af, hvad vej udviklingen går, oplyser han, at Israel i juli 2007 løslod 255 fanger, og i samme måned arresterede det israelske militær 391 palæstinensere. Han oplyser videre, at der fortsat rejses alvorlige klager over behandlingen af palæstinensere i israelsk varetægt og af de palæstinensiske fanger i israelske fængsler. Han henviser til en rapport om tortur og mishandling af palæstinensiske fanger, offentliggjort april 2007 af de israelske organisationer Hamoked og B’Tselem, der har interviewet palæstinensiske fanger og beskrevet de umenneskelige og nedværdigende behandlinger, de har været udsat for – fra bank og nægtelse af grundlæggende behov til nægtelse af søvn i over 24 timer og decideret fysisk mishandling.

Dette er klare krænkelser af de menneskerettigheder, som også en besættelsesmagt har pligt til at beskytte. Men det fremgår samtidig, at Israel konsekvent hævder, at dets forpligtelser m.h.t. menneskerettighedskonventionerne ikke vedrører Vestbredden og Gaza. Man afviser således konsekvent at følge FN’s opfordringer til at rapportere om menneskerettighederne i de besatte områder. Det er uacceptabelt, men de som kunne presse Israel til rapportering forsøger det ikke. Heller ikke den såkaldte Kvartet, hvor FN’s generalsekretær er fjerde part.

John Dugards rapport er blot en blandt mange kilder til belysning af de umenneskelige forhold, man åbenbart byder kvinder og børn i israelsk fangenskab. Weekendens vidneudsagn vil give os ny førstehånds viden.

Israel har ratificeret FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne – grundstenen i det internationale arbejde for menneskerettigheder, som i år fylder 60 år. Israel har ratificeret Genève-konventionerne, herunder den Fjerde Genève-konvention, som fastlægger en besættelsesmagts forpligtelser over for den befolkning, som er underlagt besættelsesmagten. Israel har yderligere ratificeret en række konventioner, som beskytter grundlæggende menneskerettigheder. Men først og fremmest er Israel selv et resultat af FN’s eksistens og af den globale indsats for fred og sikring af menneskerettigheder, som fulgte i de dybe spor efter Verdenskrigene.

I præamblen til FN’s Charter hedder det:

V I DE FORENEDE NATIONERS FOLK BESLUTTEDE PÅ
- påny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders, såvel som store og små nationers lige rettigheder
- at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes,
OG MED DISSE FORMÅL FOR ØJE
- at udvise fordragelighed og leve sammen i fred med hverandre som gode naboer
- at forene vore kræfter til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed

Staten Israel burde altid føle en særlig forpligtelse til at efterleve disse ord. Men forpligtelsen er universel. Den gælder alle parter i Mellemøstens konflikter – og naturligvis også den palæstinensiske nation.

I denne forbindelse vil jeg gerne nævne, at søndag d. 27.januar – i morgen – af FN er gjort til international mindedag for ofrene for den nazistiske Holocaust. Den jødiske nation – ikke mindst kvinder og børn – mistede deres fundamentale rettigheder på den mest afskyelige og grusomme måde. ‘Dignity and Justice for All to People Everywhere’ er budskabet i dette års højtideligholdelse af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det bør også være budskabet fra dette tribunal, og i den ånd vil jeg opfordre alle til i morgen at mindes ofrene for Holocaust – det kan f.eks. ske med et minuts stilhed.

Palæstina-konflikten har varet i 60 år eller mere, og i 2007 passerede vi årsdagen for starten på 40 års israelsk besættelse af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem. Det er en konflikt mellem to nabofolk. En konflikt mellem to folk, som begge for en stor del har måttet leve i landflygtighed, og under disse vilkår har følt, at de var lidet velkomne. Som den israelske forfatter Amos Oz, så rammende beskriver det: ‘De (palæstinenserne) er på den mest smertelige måde blevet belært om, at de er palæstinensere, og at de ikke er velkomne i Libanon, Syrien, Egypten eller Irak. De har været tvunget til at indse, at de er og bliver palæstinensere, og at Palæstina er det eneste land, de har. På en mærkelig måde har det jødiske folk nogenlunde samme historiske erfaring som det palæstinensiske. Jøderne blev smidt ud af Europa; mine forældre blev (bogstavelig talt) smidt ud af Europa for snart 70 år siden.’ – To nationer med parallelt og ubrydeligt skæbnefællesskab. Der gives kun en løsningsmodel – uanset, hvor umulig den kan se ud: To selvstændige stater side om side i godt naboskab.

Det er i dette historiske perspektiv, at denne weekends tribunal bør ses. Det er ikke vores opgave, at grave grøfterne dybere mellem israelere og palæstinensere. Tværtimod. Hensigten med tribunalet er – i FN-pagtens ånd – at bidrage til at skabe de nødvendige forudsætninger for, at dialog og forsoning kan erstatte den frustration, vrede og meningsløse vold, som i dag præger hverdagen i de besatte områder.

Forsoning og dialog forudsætter:
- ligeværdighed mellem israelere og palæstinensere og anerkendelse af alles grundlæggende rettigheder
- den israelske besættelsesmagts accept af sine forpligtelser over for den palæstinensiske nation
- gensidig accept af to stater med ret til sikker eksistens og udvikling
- israelsk besindelse på, at militær og økonomisk styrke kræver mådehold, hvis man vil dialog og forsoning

Tribunalet er et bidrag til forsoningsprocessen – ikke til placering af skyld, men til at sikre grundlæggende rettigheder for den svage part.

Vold og terror er oftest et udtryk for afmagt. Hvis man ikke indrømmer sin modpart lige rettigheder, så kan man ikke forvente dialog og forsoning. Så får man mistro og had. Hvis man alligevel fordrer ekstrem tryghed, så kræver det anvendelse af ekstrem brutalitet. Det er det vi ser i hverdagen for de besatte områder. Dialog kræver gensidighed – gensidig sårbarhed.

Jeg vil gerne have lov til at slutte med et citat fra den forsvarstale, som Nelson Mendela holdt d. 23.april 1964 under det sydafrikanske apartheid styres proces mod ham og de andre tiltalte i den såkaldte ‘Rivonia-proces’:

‘Above all, we want equal political rights, because without them our disabilities will be permanent. I know this sounds revolutionary to the whites in this country, because the majority of voters will be Africans. This makes the white man fear democracy.
But this fear cannot be allowed to stand in the way of the only solution which will guarantee racial harmony and freedom for all. It is not true that the enfranchisement of all will result in racial domination. Political division, based on colour, is entirely artificial and, when it disappears, so will the domination of one colour group by another....
During my lifetime I have dedicated myself to the struggle of the African people. I have fought against white domination, and I have fought against black domination. I have cherished the ideal of a democratic and free society in which all persons live together in harmony and with equal opportunities.’

Forsoning, sameksistens og godt naboskab kan ikke etableres, hvis den ene part ydmyges og undertrykkes. Dialog og gensidig respekt er vejen til at skabe en fælles fremtid. – Det er det, dette Tribunal handler om.

Må jeg endnu en gang byde alle velkommen til en weekend, som forhåbentlig åbner nye døre for dialogen.